Thisted IK Håndbold har fået 223.746 kroner fra Nordea-fonden til renovering og opgradering af klublokale, der vil bidrage til at styrke ungefællesskaber i idrætslivet.
Med støtten fra Nordea-fondens Ung puls-pulje kan Thisted IK Håndbold nu igangsætte projektet, der har været i støbeskeen i et par år.
Formand Brian Kirk Nielsen er meget begejstret over støtten:
“Vi er utrolig glade og taknemmelige for de 223.746 kroner fra Nordea-fondens Ung Puls pulje, som giver os mulighed for at renovere vores klublokale, så det kan blive et endnu bedre samlingspunkt for både unge medlemmer og frivillige – et sted med plads til fællesskab, energi og glæde.”
Med projektet håber Thisted IK Håndbold at kunne skabe et klublokale, hvor unge naturligt søger hen for at mødes, udvikle sig og opleve fællesskab – og på den måde bidrage til et stærkere foreningsliv og lokal sammenhængskraft.
“Med nyt køkken, renoverede lokaler og et hyggeligt område med bordfodbold og sofaer får vi skabt et sted, hvor unge og frivillige kan mødes på tværs. Vi indretter til fællesspisning, samvær, hygge og stærke fællesskaber – ikke kun håndbold”, fortæller Brian Kirk Nielsen.
Nordea-fonden har uddelt 38 mio. kr. til 65 projekter gennem Ung puls-puljen, som støtter stærke ungefællesskaber i idrætslivet. 214 ansøgninger kom ind fra både små og store idrætsfællesskaber.
Projekterne har fokus på at styrke unges trivsel og tilknytning til idrætslivet – og ikke mindst at invitere nye unge ind i fællesskabet. ”Vi ser en stærk bevægelse mod at gøre idrætslivet mere åbent og attraktivt for alle unge – også dem, der ikke i forvejen er aktive i en forening. Det handler om at skabe trygge rum, hvor fællesskab, mere bæredygtighed og trivsel går hånd i hånd,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Brian Kirk Nielsen fortæller desuden, at det nyrenoverede klublokale, får sin ilddåb som stævnekontor, for det traditionsrige julestævne Thy Cup, der afvikles for 47. gang i dagene 27. til 29. december.